Svinninge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Nørupvej, Regstrup
Metalgangen, Karlslunde
Drejergangen, Karlslunde
Kærup Alle, Benløse, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Blåhusvej, Greve
Kærrøjel, Greve
Ebbemosen, Ejby, Kirke-Hyllinge
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Duevej, Yderby Lyng, Sjællands Odde
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Færdselsuheld – Slagelse Landevej / Dyssevej / Ugerløsevej, Kalundborg
Kl. 07.34 var der sket endnu et uheld i krydset Slagelse Landevej – Dyssevej – Ugerløsevej, men ingen af parterne var kommet til skade.
Det viste sig, at en 19-årig mand fra Jerslev Sj. i en personbil var kørt ad Dyssevej mod vest og ville foretage et højresving for at fortsætte kørslen ad Slagelse Landevej mod nord.
Efter fremkørsel over vigelinjen og under svingningen stødte han sammen med en personbil, som en 19-årig kvinde fra Kalundborg havde ført ad Ugerløsevej og ind i krydset. Hun foretog samtidig med modparten et venstresving også for at fortsætte sin kørsel i nordlig retning ad Slagelse Landevej.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet for at få belyst de nærmere omstændigheder ved sammenstødet.
Uden kørekort og hjelm på stor knallert – Storegade, Asnæs – Odsherred
Kl. 08.18 bemærkede en politiassistent fra nærpolitienheden i Asnæs under en fodpatrulje på Storegade, at en knallertkører uden styrthjelm kørte hen til Asnæs-centret, hvor knallertkøreren stillede knallerten.
Kort efter kom føreren retur og blev identificeret som 18-årig mand fra Asnæs, som blev sigtet for både den manglende brug af styrthjelm under kørslen samt efterfølgende for manglende kørekort til knallerten, som var en såkaldt 45-knallert.
Den 18-årige var ejer af knallerten og kan nu forvente at modtage en bøde i sin digitale postkasse, når sagen skal afgøres.
Fupopkald afsløret – Holbæk
Kl. 11.23 ønskede en 81-årig kvinde fra Holbæk at gøre politiet og andre opmærksomme på et mistænkelige telefonopringning, som hun havde modtaget omtrent en time tidligere.
En fremmed mand havde oplyst, at den 81-årige skulle have penge tilbage i pension, hvorfor han ønskede hendes kontonummer oplyst inden overførsel af pengene.
Den 81-årige ønskede ikke at oplyse sit bankkontonummer og havde derefter afbrudt forbindelsen.
Politiet har noteret sig fupopkaldet og glæder sig over, at den 81-årige gennemskuede, at der var tale om et forsøg på svindel, idet et pensionsselskab eller Udbetaling Danmark har oplysninger om borgeres NEM-konto, som penge i givet fald vil blive overført til.
Tricktyverier i supermarkeder – Solrød / Holbæk
Tre anmeldelser om tricktyverier modtog politiet i løbet af onsdagen, idet tre kvinder havde fået stjålet deres pung i forbindelse med diverse afledningsmanøvrer.
En 98-årig kvinde fra Solrød havde kl. ca. 12.20 i et supermarked i Solrød Center fået stjålet sin pung fra en taske på hendes rollator, da hun uden for supermarkedet var i færd med at pakke sine varer. En fremmed mand havde stillet nogle mærkelige spørgsmål omkring noget frugt, hvorefter den 98-årige opdagede, at hende pung var væk, da manden var gået.
Efterfølgende var der blevet hævet 15.000 kr. fra den 98-åriges bankkonto, hvorfor politiet formoder, at hendes PIN-kode må være blevet afluret to mandlige mistænkte i forbindelse med brug af betalingskortet i supermarkedet.
I Holbæk i et supermarked på Sponnebæk havde en 71-årig kvinde fra Holbæk kl. ca. 14.00 fået afledt sin opmærksomhed under indkøb, da en fremmed mand havde stillet hende spørgsmål om nogle kager. Kort efter opdagede den 71-årige, at hendes pung med indhold var stjålet fra en pose i indkøbsvognen. Tyven kunne være en anden end den mand, der afledte hendes opmærksomhed ved at stille nogle spørgsmål.
Kort efter fik politiet endnu en anmeldelse om et tyveri af en pung i Holbæk, hvilket en 84-årig kvinde fra Holbæk var udsat for kl. ca. 14.10 i et supermarked på Slotsvolden. Under indkøb havde en fremmed mand stillet hende nogle spørgsmål om grøntsager, så hendes opmærksomhed på pungen i en pose i indkøbsvognen blev afledt. Pungen med indhold var herunder blevet stjålet på ukendt måde og måske af en anden end den mand, der stillede spørgsmålene.
Den fremmede mand havde i begge tilfælde i Holbæk talt engelsk og vil blive forsøgt identificeret ud fra bl.a. overvågningsmateriale fra de pågældende supermarkeder.
Politiet vil gerne benytte lejligheden til at erindre om at holde øje med sine værdigenstande hele tiden og ikke efterlade tasker og poser uden opsyn i indkøbsvogne. I øvrigt er det også vigtigt at skærme for indtastningen af PIN-koden under brugen af et betalingskort, idet et stjålet betalingskort uden afluret PIN-kode intet er værd for en tyv.
Hurtig bilist uden kørekort – Ølbyvej, Køge
Kl. 13.26 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 70 km/t ad Ølbyvej mod øst, selv om højst tilladte hastighed er 50 km/t, fordi vejen ligger i tættere bebygget området.
Føreren af personbilen var en 31-årig mand fra Køge, som ikke kunne fremvise noget kørekort, som han ikke havde fået generhvervet efter en tidligere frakendelse. Det blev således til to sigtelser til den 31-årige for de to overtrædelser af færdselsloven.
Voldelig og truende mand – Jernbanevej, Holbæk
Kl. 15.55 fik politiet en anmeldelse om en mand, der umotiveret havde slået tre drenge i tunnelen ved togstationen, så drenge skrækslagne var løbet deres vej. Anmelderen havde holdt øje med manden, der også var truende for alle andre i området.
Manden havde forladt området ved togstationen og bevæget sig mod Ahlgade med anmelderen bagefter, så anmelderen løbende kunne give oplysninger til politiet om, hvor han befandt sig.
Politiet fik således hurtigt kontakt til en påvirket og stadig udadreagerende, 47-årig mand fra Svinninge. Han blev ikke skønnet egnet til at færdes i det offentlige rum, hvorfor han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning, men blev løsladt omkring midnat. Senere vil han modtage en besked i sin digitale postkasse om afgørelsen i sagen.
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge
Kl. 16.35 var et par bilister stødt sammen på Sydmotorvejen i det sydgående spor, hvorfor politiet rykkede ud til uheldsstedet.
Der var tale om to bilister, der var standset i overhalingssporet, men rykkede ind i nødsporet efter politiets ankomst, da der var minimale skader på deres køretøjer.
I den tætte trafik på motorvejen havde en 34-årig mand fra Haslev for sent opdaget, at den forankørende bremsede, hvilket bevirkede, at han påkørte bagende af den bil, som en 45-årig kvinde fra Mern var fører af.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.
Svindlere fik dankort udleveret – Køge
Kl. 16.41 fik politiet en anmeldelse fra pårørende til en 93-årig mand fra Køge, der var blevet fuppet til at udlevere sit dankort og tilhørende PIN-kode til nogle svindlere. Efterfølgende var der blevet hævet 15.000 kr. fra hans bankkonto, inden dankortet blev spærret.
Politiet fik klarlagt, at han kl. ca. 15.50 var blevet ringet op af en kvinde, der udgav sig for at være ansat i den 93-åriges bank. Hun oplyste, at hans dankort udløb i dag, hvorfor han STRAKS skulle have det fornyet. Da han oplyste, at han ikke kunne nå det i dag, blev han fuppet til at lægge dankortet og PIN-koden i en kuvert uden for døren, hvorefter bankpersonalet straks ville afhente kortet.
Kort efter blev kuverten med indhold afhentet, og den 93-årige bemærkede et køretøj på vejen i den forbindelse.
Da den 93-årige flere gange forsøgte at ringe retur på den falske bankmedarbejders telefonnummer, opnåede han ikke forbindelse med nogen, hvilket bekymrede ham. Han ringede nu til et familiemedlem, som kunne se den uberettigede hævning på den 93-åriges bankkonto.
Politiet har nu optaget endnu en anmeldelse om bedrageri over for især ældre medborgere, der fuppes til at udlevere et betalingskort under de beskrevne omstændigheder eller fuppes til at overføre penge til anviste bankkonti for at sikre indestående på bankkontoen på grund af svindlernes påstand om mistænkelige transaktioner.
Udløbsdato på et betalingskort står angivet på kortet, og udstederen, f.eks. et pengeinstitut, vil aldrig køre ud til kortindehaveren for at afhente kortet. Fornyelse sker som regel automatisk ved pengeinstituttets foranstaltning.
Færdselsuheld – Algade / Københavnsvej, Roskilde
Kl. 16.45 havde en 86-årig kvindelig bilist fra Roskilde ramt kantstenen på et helleanlæg midt i krydset Algade – Københavnsvej, da hun kørte i en personbil ad Algade i østlig retning.
Som følge af påkørslen af kantstenen mistede hun kontrollen over personbilen, der ramte en lyssignalstander, således at lysreguleringen i krydset gik ud.
Den 86-årige kvinde blev tilset af personalet fra en tilkaldt ambulance, men hun var sluppet uden behandlingskrævende skader. En tekniker blev tilkaldt til at reparere lyskrydset, og politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.
Voldelig mand – Jernbanevej, Holbæk
Kl. 18.36 måtte politiet igen en tur til området ved togstationen, efter at en dreng og pige begge på 14 år fra Holbæk havde søgt tilflugt i en bus, efter at en voldelig mand havde slået drengen på den ene arm samt udtalt sig truende over for begge.
Under ophold i sikkerhed i bussen alarmerede de politiet, som straks efter fik kontakt til en påvirket, 44-årig mand fra Mørkøv.
Manden blev anholdt og bragt til afrusning i detentionen på politistationen i Roskilde, mens politiet fik klarlagt hændelsesforløbet i de voldelige og truende adfærd over for drengen og pigen.
De sociale myndigheder blev underrettet om sagen, der endte med, at den 44-årig blev sigtet for vold og trusler på livet over for de to 14-årige. Han blev løsladt i løbet af natten og kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.
Høj musik forstyrrede politiets arbejde – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 21.15 undrede politipersonale på politistationen over afspilning af høj musik fra et par biler, der holdt lige uden for politistationens vinduer på parkeringsarealet mellem politistationen og arresthuset.
Politiet så herefter en mand og en kvinde være i forbindelse med indsatte i arresthuset, hvor en indsat gestikulerede ivrigt til de to.
Få sekunder senere fik politiet kontakt til en 18-årig kvinde fra Viby Sj. og en 25-årig mand fra Glostrup, der begge blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig forbindelse til indsatte i arresthuse og fængsler. Den ene af de sigtede kendte den indsatte i arresthuset, hvilket var årsagen til adfærden udenfor. Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.
Mand på vejen – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 21.38 fik politiet flere anmeldelser om en mand, der havde taget ophold midt på kørebanen, så han var ved at blive påkørt af bilister kørende ad Jernbanegade i nærheden af togstationen.
Politiet fik efterfølgende kontakt til en uligevægtig, 43-årig mand fra Roskilde, som indledningsvist blev hjulpet ind på fortovet. Han blev dog efterfølgende vurderet uden evne til at tage vare på sig selv, så han blev frihedsberøvet og anbragt lidt tid i politiets varetægt, inden politiet fik en aftale om ophold på en institution, hvor personalet kunne holde øje med og tage sig af den 43-årige. Han blev ikke sigtet for noget trods sin adfærd i det offentlige rum.
Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 23.30 blev en 22-årig mand fra Holbæk sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at politiet kunne mistænke ham for at være påvirket under kørslen.
Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Brand i lastbil med mejetærsker på ladet – Næstvedvej, Ringsted
Kl. 23.15 bad brandvæsnet om assistance fra politiet til afspærring af Næstvedvej ved Vetterslev i forbindelse med slukning af brand i et vogntogs hjul.
Det viste sig, at der var tale om en transport af en mejetærsker på en lastbil med tilkoblet påhængsvogn. Bremserne på påhængsvognen var ifølge brandvæsnet blevet så varme, at der var opstået en mindre brand ved dækkene.
Politiet sørgede for at tilkalde skiltevogne, så brandslukningen kunne ske uden forstyrrelse for den øvrige trafik. Ingen var kommet til skade som følge af branden.
Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af branden i køretøjet, men politiet fik efterfølgende oplyst, at bjergningsarbejdet med at få vogntoget ville tage flere timer, fordi køretøjet nærmest havde brændt sig fast i asfalten.
Torsdag morgen lykkedes det at få fjerne vogntoget, så trafikken igen kunne passere uhindret ad Næstvedvej ved Vetterslev.
Færdselsuheld – Københavnsvej / Byageren / Bymarken, Roskilde
Kl. 23.56 anmeldte en 66-årig mand fra Borup, at han var blevet påkørt, da han var standset for rødt lys i krydset Københavnsvej – Byageren – Bymarken.
Efter kørsel ad Københavnsvej i østlig retning var han standset, men blev pludselig påkørt bagfra af en bilist, der valgte at flygte fra stedet uden at standse og deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.
Den 66-årige kom ikke til skade ved påkørslen, og politiet kunne kort efter med baggrund i et snarrådigt vidnes foto af flugtbilistens bil og nummerplade hurtigt finde frem til modparten.
Der var tale om en 26-årig mand fra Hedehusene, der var ædru, men som blev sigtet for at have flygtet fra uheldsstedet. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Brandundersøgelse – Skippingevej, Snertinge – Kalundborg
Kl. 04.07 blev en 56-årig mand vækket af nogle høje brag på den gård, hvor han bor. Da han undersøgte årsagen nærmere, kunne han konstatere en ildebrand i fyrrummet i en ladelænge på gården. Han slog derfor alarm til brandvæsnet.
Branden i fyrrummet blev hurtigt slukket, inden branden nåede at brede sig til øvrige længer på gården.
Ingen personer kom til skade ved branden, som politiet nu har optaget rapport om for at undersøge omstændighederne ved brandens opståen i fyrrummet, hvor et flisfyr var installeret.
Brand i redskabsrum – Lendrumvej, Strøby – Stevns
Kl. 06.50 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand i et redskabsrum tæt på Strøbyhallen.
Brandvæsnet fik hurtigt kontrol over en mindre brand i redskabsrummet og dets tagkonstruktion, inden branden bredte sig til andre bygninger.
Ingen personer var kommet til skade ved branden, der formodes at være forårsaget af en kortslutning i de elektriske installationer, hvorefter en mindre brand i installationerne bredte sig til dele af redskabsrummets tagkonstruktion.
Røg fra branden var via ventilationsanlæg blevet suget ind i selve hallen, som måtte udluftes.
Politiet har nu optaget rapport om branden for at få belyst ovenstående tese om brandårsagen nærmere.