Nu kan hele familien prøve kræfter med et sjovt og anderledes løb, når Danmarks sejeste familieløb, Hero Run, kommer til Svinninge lørdag d. 4. oktober. Med forskellige forhindringer undervejs er der garanti for en sjov og udfordrende dag, hvor balancen, sanserne og musklerne kommer i spil.
Hvem rammer flest skydeskiver, og hvem kommer hurtigst igennem rottehullet? 4. oktober kan hele familien tage kampen op med en lang række sjove og udfordrende forhindringer, når Legeheltene og Svinninge Kommune inviterer til Hero Run i Svinninge i samarbejde med Biotex.
Udfordringer og underholdning for hele familien
Hero Run er et løb for hele familien. Små og store skal samarbejde og hjælpe hinanden gennem den 3 km lange forhindringsbane, der byder på forskellige forhindringer undervejs. Det gælder både om at være skarp som en snigskytte, smidig som en ninja og at kunne springe som en anden dressurhest. Der er garanti for en sjov og udfordrende oplevelse, sved på panden og aktivering af alle sanser og muskler – også lattermusklerne.
Hero Run sætter fokus på bevægelse og fysisk aktivitet ved at gøre løb til noget sjovt og spændende at deltage i. De mange forhindringer og udfordringer undervejs gør, at de fleste slet ikke opdager, at de har løbet en distance på 3 km, når målstregen er passeret.
Løb i en god sags tjeneste
Når du tilmelder dig Hero Run, er du med til at støtte et godt formål. Overskuddet fra løbet går nemlig ubeskåret til Legeheltene, der arbejder for at skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte og udsatte børn.
”Hero Run er et familieløb med sjove udfordringer, hvor hele familien kan være med og opleve glæden ved at være aktive sammen, alt imens man støtter et rigtig godt formål. Vi håber, at Hero Run kan inspirere familier til at være mere aktive og samtidig sætte fokus på Legeheltenes arbejde på børneafdelingerne, hvor de hver dag skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte børn,” fortæller Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene.
Prisen pr. deltager er 130 kr. + gebyr uanset alder. Udover at få en sjov, aktiv og uforglemmelig oplevelse får alle tilmeldte en flot medalje, vand og frugt. Hero Run arrangeres af Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene, og Charity7Summits.
For yderligere information, kontakt venligst:
Amalie Dahl-Hansen
Projekt- og Kommunikationskonsulent hos Børneulykkesfonden
Tlf.: 45 60 88 20 02
Om Legeheltene og Kreaheltene
Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene og Kreaheltene for at skabe aktiv og kreativ leg for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark.
Legeheltene og Kreaheltene er på over 30 børneafdelinger i Danmark og på Færøerne, et børnehjem og fire modtagecentre for ukrainske flygtninge. Legeheltene og Kreaheltene er et initiativ startet af Børneulykkesfonden.
Læs mere på www.legeheltene.dk og www.kreaheltene.dk